Pårørende til mennesker med spiseforstyrrelser

//

For mange kan der være særlige udfordringer i at være tæt på et menneske med en spiseforstyrrelse. Spørgsmål, som pårørende ofte er optagede af, er:

  • Hvordan støtter jeg bedst?
  • Hvad må jeg sige og spørge ind til og hvad må jeg ikke spørge ind til?
  • Hvornår er jeg med til at forstærke spiseforstyrrelsen?

Og så er der ofte elementer i spiseforstyrrelsesbehandlingen, som pårørende måske ikke helt forstår på forhånd. Fx hvad mekanisk spisning er, hvorfor man nogle patienter skal være vægtstabile og hvordan terapien egentlig foregår.

Derfor kan det være nyttigt at få en pårørendesamtale. Her får de pårørende mulighed for sammen med patienten at få talt om de spørgsmål og bekymringer, der fylder hos både den ene og den anden part. Samtidigt kan samtalen også være en mulighed for at få øje på det særlige ved deres relation, og hvad de allerede gør, der er hjælpsomt.

Mange har ofte et ønske om at få talt om de vigtige ting, men i tætte relationer kan der være alle mulige ting, der stiller sig i vejen – frygt for afvisning, for at være sårbar, for at sige det forkerte, at man altid udskyder til næste weekend eller at den anden ikke synes det er så vigtigt osv.
Her i klinikken kan vi som behandlere hjælpe til at få lavet en dagsorden, skabe et trygt rum til at få talt om det, der er vigtigt og stille de spørgsmål, der kan være svære selv at stille.

Mange pårørende giver udtryk for, at det er en samtale, som åbner for mange flere samtaler, som patienten og de pårørende kan fortsætte ude i det ”virkelige” liv.

Udover ovennævnte pårørendesamtaler er der mulighed for at få individuelle samtaler som pårørende. Det kan være, at der er særlige ting i den pårørendes egen historie, der besværliggør at stille sig mest hjælpsomt for patienten, eller det kan være, at man som pårørende har brug for hjælp til at håndtere specifikke følelser, der måtte opstå, såsom skyld eller bekymring.
Vi udbyder endvidere en forældregruppe, hvor ligesindede kan mødes og spejle sig i hinanden, hvilket kan være meget lettende.

Herudover afholder vi flerfamiliearrangementer et par gange om året, hvor 20-30 pårørende og patienter mødes. Der introduceres med et oplæg om spiseforstyrrelser og behandlingen, og herefter får man mulighed for at møde ligesindede og udveksle erfaringer på en struktureret måde, der faciliteres af klinikkens psykologer.

Vores erfaring er, at inddragelse af de pårørende ofte kan skabe en større nærhed og tryghed i relationen, således at de pårørende og patienten kan skabe en fælles vej til at sige farvel til spiseforstyrrelsen.

Kompetencecenter for spiseforstyrrelser

Kompetencecenter for spiseforstyrrelser er etableret af tidligere behandlere fra Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Gentofte og Rigshospitalets Anoreksiklinik. Kompetencecentret ledes af psykolog Birgitte Hartvig Schousboe og klinisk diætist Lene Kiib Hecht, begge med mange års ledelseserfaring fra Region Hovedstadens Psykiatri.
Behandlerteamet består af autoriseret sundhedspersonale som psykologer, sygeplejersker, kliniske diætister, jordemoder, speciallæge i psykiatri og fysioterapeut.

Vi behandler alle typer af spiseforstyrrelser – ofte i kombination med angst, OCD, traumer og depression, og vi har særlig viden om spiseforstyrrelser i relation til graviditet, diabetes, PCO og bariatrisk kirurgi.
Vi kombinerer lang erfaring fra psykiatrien med den nyeste viden og tilbyder udredning, behandling, rådgivning, undervisning og supervision.

Det er vigtigt for os at møde vores patienter med respekt for deres levede erfaringer og viden om sig selv. Vi mener, at patienterne er eksperter i eget liv, og at vi med vores tværfaglige kompetencer hjælper dem til at skabe øget frihed, selvstændighed og handlekraft til at møde livet og fremtiden fra et styrket ståsted.

Bæredygtighed

En del af Xcale Group

Bygvænget 47
4720 Præstø
Danmark