Mark Rothko plakater
En af de fremtrædende kunstnere i sin generation, Mark Rothko, er tæt identificeret med New York-skolen, en kreds af malere, der opstod i løbet af 1940’erne som en ny kollektiv stemme i amerikansk kunst. I løbet af en karriere, der strakte sig over fem årtier, skabte han en ny og lidenskabelig form for abstrakt maleri. Rothkos arbejde er kendetegnet ved streng opmærksomhed på formelle elementer som farve, form, balance, dybde, sammensætning og skala; alligevel nægtede han at betragte sine malerier udelukkende i disse termer. Han sagde: “Det er en bredt accepteret opfattelse blandt malere, at det ikke betyder noget, hvad man maler, så længe det er godt malet.” Dette er essensen af akademisme. Det er netop denne kunstneriske genistreg der har gjort Mark Rothkos plakater populære i de danske hjem.
Mark Rothkos kunststil
Et mandarinfarvet rektangel og et smørgult rektangel svæver mod et gyldent gult felt i dette abstrakte, lodrette maleri. Øverst strækker mandarinrektanglet sig næsten bredden af maleriet og går fra nær den øverste kant til lige under halvvejs ned i maleriet. Under det forankrer et større rektangel i glødende gule toner de nederste tre femtedele af maleriet. Den gule af det nederste rektangel varierer fra solskinsgul til brunbrun. Den varme, okkerfarvede baggrund er malet på en flad, ensartet måde, og den skaber en kant omkring og mellem rektanglerne. Penselstrøgene i rektanglerne har bløde, utydelige kanter med en sløret effekt. Det mandarinfarvede rektangel er dannet med opadgående lodrette streger lavet med en bred børste, der er tættere i bunden og ender i en visne kant øverst. Det nederste gule rektangel har varieret penselarbejde, der danner bløde og utydelige skylignende former inden for den geometriske form.
Mark Rothkos former i kunstplakater
I 1949 havde Rothko introduceret et kompositionsformat, som han ville fortsætte med at udvikle gennem hele sin karriere. Sammensat af flere lodret justerede rektangulære former, der ligger inden for et farvet felt, lånte Rothkos “billede” sig til en bemærkelsesværdig mangfoldighed af udseende. I disse værker kombineres stor skala, åben struktur og tynde lag af farve for at formidle indtrykket af et lavt billedrum. Farve, som Rothkos arbejde måske er mest fejret for, opnår her en hidtil uset lysstyrke. Hans klassiske malerier fra 1950’erne er kendetegnet ved ekspanderende dimensioner og en stadig mere forenklet brug af form, strålende nuancer og brede, tynde farvevaskninger. I sine store, svævende rektangler af farver, der synes at opsluge tilskueren, udforskede han med en sjælden beherskelse af nuancer det ekspressive potentiale i farvekontraster og moduleringer.